Den moderne bil er et vidunder af teknik, komfort og fart. Men midt i den teknologiske udvikling og den menneskelige fejlbarlighed findes et lille apparat med stor betydning. Alkolåsen. Den har med sin kølige elektroniske logik fundet vej ind i den danske trafiklovgivning som både redskab og rækværk. Men i offentligheden hersker stadig en vis forvirring: hvad er forskellen på den frivillige og den obligatoriske alkolåsordning?
For at forstå det, må man spole lidt tilbage – til det øjeblik, hvor promillen blev målt og rettens hammer faldt. Ikke alle spiritusbilister er ens, og derfor er deres vej tilbage til rattet heller ikke den samme.
Den frivillige alkolåsordning er – som navnet antyder – et tilbud. Den rækker hånden ud til dem, der har fået frakendt førerretten ubetinget, der er blevet taget med en promille første gang mellem 1,2 og 2,0 promille, men som ønsker at få den tilbage før tid. Når båden er betalt, kan man ansøge om at køre med alkolås – med et kode107 kørekort. Frakendelsesperioden på 3 år kan altså veksles til et kørekort, og allerede 2-3 måneder efter man er blevet taget, kan man være på vejen igen på en sikker måde. Man skal igennem en ansøgningsproces der starter hos borgerservice, gennem færdselsstyrelsen – og der er en række krav, herunder en helbredsmæssig vurdering og en ny kontrollerende køreprøve. Sidst men ikke mindst skal man gennemføre et ANT-kursus (alkohol, Narko og trafik kursus) Og ikke mindst: man skal selv tage initiativet. Der er ingen, der pålægger én at få en alkolås i bilen. Det gør man, hvis man er villig til at påtage sig ansvaret og omkostningerne – og dermed vise, at man tager sin forseelse alvorligt.
Den frivillige ordning er et kompromis mellem straf og tillid. En slags prøveløsladelse på hjul. Man må gerne køre igen – men kun, hvis man puster. Og man betaler selv for at få det privilegium. Det er en mulighed for genrejsning, men også en test i vedholdenhed.
Den obligatoriske alkolåsordning er af en anden støbning. Her er det ikke et tilbud, men et krav. Den træder i kraft for førere, der er blevet dømt for grov eller gentagen spirituskørsel – eksempelvis med en promille over 2,0, eller hvis man er blevet taget flere gange. I sådanne tilfælde bliver det ikke muligt at få sit kørekort tilbage før de 3 års ubetinget frakendelse er gået. År 4 og 5 kan man således ansøge om at blive tilmeldt alkolåsordningen og komme ud på vejen igen.
Her taler vi ikke længere om frivillighed hvis man vil ud at køre efter 3 år, men om en betingelse, der er hugget i lovgivningens granit. Man er nødt til at gennemføre programmet, før man overhovedet må gøre sig håb om at blive bilist igen. Alkolåsen bliver her en del af dommen hvis man vil ud at køre efter 3 år, og det kan være et særdeles langt og dyrt bekendtskab. Typisk varer forløbet i to år, og prisen for deltagelse – som i øvrigt stadig hviler på skuldrene af den dømte – kan løbe op i titusindvis af kroner.
Forskellen mellem de to ordninger er ikke bare juridisk, men også psykologisk. Den frivillige ordning bygger på viljen til forandring. Den obligatoriske på nødvendigheden af kontrol. Det ene er et tilbud om at komme videre – det andet et krav om at blive overvåget efter en alvorlig overtrædelse.
Og alligevel er de to ordninger forbundet i ånden. De handler begge om at sikre, at ingen, der én gang har sat sig bag rattet i beruset tilstand, får lov at gentage den samme fejl uden en teknologisk samvittighedsinstans mellem sig og nøglen.
Nogle vil sige, det er ydmygende. At puste i et apparat, før man må starte sin egen bil. Andre vil sige, det er det mindste, man kan forlange. Måske har begge ret.
Skriv en kommentar