
Når man lige har fået sit kørekort i hånden, er man helt oppe under skyerne af glæde. Ens frihedsfølelse har aldrig været stærkere, men med den følger også en usikkerhed. Køretimerne med kørelæren placeret ved sin side giver ikke den rutine, som man finder tryghed i, når man bevæger sig rundt i trafikken. Den første vinter med sit nyerhvervede kørekort er derfor altid en spændende test i, om man nu kan huske, hvordan man skal agere i glatføre, som man prøvede kræfter med på det køretekniske anlæg. Er du ikke helt sikker på, hvordan det nu skal gå, når den første sne falder, så læs med her og få et par gode råd.
Hold afstand
Et af de allervigtigste råd, som man bør overholde, er at holde afstand til forankørende biler. I tilfælde af, at han eller hun bremser op, er det enormt vigtigt, at jeres biler har god afstand. Bremselængden i glat føre er nemlig markant længere end i normalt føre. Derfor man altid holde meget længere afstand og sætte farten ned. I rigtig glat vejr kan selv de mest vinterrobuste biler skøjte rundt som bambi på glatis. Hvis det virkelig er glat, bør man overveje, om man overhovedet bør sætte sig bag rettet.
Hav god tid
Et andet godt råd er at have god tid. Alting tager nemlig længere tid om vinteren. Afsæt mindst 15 minutter til at varme bilen op, hvis det har været frostvejr og huske at sætte tid af til at fjerne is og sne fra ruder og lygter. Det er nemlig forbudt at køre uden ordentligt udsyn. Derudover kan man ikke køre nær så hurtigt i glat føre. Det tager altså længere tid at komme fra A til B. Så undgå unødig stress, og kom ud af døren i god tid.
Pas på den skjulte is
En af de største farer om vinteren er den såkaldte sorte is. Sort is skal ikke forstås i ordets forstand, da det i virkeligheden er klar eller gennemsigtig is, som ligger på den sorte asfalt. Derfor kommer den til at fremstå sort og er enorm svær at se for billister. Sort is opstår nemlig typisk, når der ikke ligger sne på vejene. Denne slags is er en af de glatteste, da der ikke ligger sne ovenpå til at gøre overfladen mere ru. Man skal derfor være enormt varsom, når Vejdirektoratet eller vejrstationer varsler om sort is.
På med vinterdækkene
Det allerbedste, du kan gøre, for at undgå at komme på glatis, er at iføre bilen vinterdæk. Med sådan et par på er bilen meget bedre rustet til at både køre og bremse i det danske vintervejr. Som hovedregel siger man, at dækkene skal have mindst 3 mm dækmønster tilbage for at virke optimale. Hvis du ikke selv har mod på at sætte vinterdæk på bilen, kan den lokale mekaniker med garanti klare jobbet for dig. Så er både du og bilen klar til en køretur i vinterlandskabet.
Skriv en kommentar