Pas på segboards i trafikken

Der er meget, du skal være opmærksom på, når du kører på de danske landeveje. Andre bilister, cyklister, lastbiler og gående folk på fodgængerfeltet. Det sidste halve år har du også skullet kigge efter lidt mere finurlige transportmidler. Det kan være, at du har kigget dig en ekstra gang over skulderen eller i bakspejlet, hvis du har set et segboard eller hoverboard komme susende.

Ny lov på vej til nye køretøjer

Siden 1. januar 2018 har Transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen fastsat en ny lov på prøvebasis, som har tilladt segboards, hoverboards og andre eldrevne transportmidler i trafikken. Nye teknologier giver mange flere muligheder for at bevæge sig fra A til B, som ikke kræver store motorer. Regler om segboards er svære at gennemskue, og prøveloven er faktisk ikke vedtaget permanent endnu. Inde på Politiets hjemmeside står der tydeligt, at det endnu ikke er lovligt at køre i trafikken på segboards og hoverboards, men kun på private grunde eller dertil indrettede skateparker.

Vær opmærksom på segboards som bilist

Måske er du ved at tage kørekort og er ved at lære om blinde vinkler, orientering og den obligatoriske spejl-spejl-skulder-manøvre. Det kan også være, at du er en garvet bilist, men måske ikke er vant til at kigge efter mindre køretøjer, som ikke ses lige så tydeligt som en cyklist eller knallert. Vi giver dig her tre tips til at opdage de tekniske vidundere:

  1. Kig på hele mennesket, som du ser i bak- eller sidespejlet. Det nytter ikke, at du kun kigger efter et cykelstyr eller en styrthjelm fra en knallertkører. Et hoverboard fylder ikke meget og kan være svært at spotte i et spejl. Og så er der også den forskel, at den kørende står mere oprejst end på en cykel. Så husk også at kigge efter fødderne, og om de står på et kørende board såsom et eldrevet skateboard eller hoverboard.
  2. Stol ikke på hastigheden. De nye transportmidler har en maks. grænse på 20 km/t, der kan virke som en lav grænse. Det kan derfor være svært at vurdere, hvor hurtigt de nærmer sig et kryds. Hold god afstand for en sikkerheds skyld.
  3. Vær tålmodig. Det kræver lidt teknik at håndtere de eldrevne banditter. Pres dem ikke for meget, når du nærmer dig en af dem i bil. De kører ikke hurtigere af at få en bil i enden. En god afstand sikrer også, at hvis uheldet skulle være ude, og nogle falder, sker der sandsynligvis ikke en stor ulykke.

Sørger du for at orientere dig godt, hver gang du drejer på rattet, og er ekstra tålmodig med transportmidler, som du ikke kender så godt endnu, er du med til at sikre en god moral på vejene. Måske er de mindre køretøjer kommet for at blive – det må fremtiden vise. I mellemtiden er vores tre tips gode at have in mente, når du især kører i større byer med meget trafik.

Vær den første til at skrive en kommentar

Skriv en kommentar

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*